Demant-orglet fra Mariager klosterkirke
Af Svend Prip.

 
Hvorledes det gik til, at Mariager kirkes gamle orgel ved et sammentræf af heldige omstændigheder på Orgelselskabets foranledning nu befinder sig opmaganiseret ved "Mols domkirke" i Dråby, sandsynligvis foran snarlig genopstilling her, vil man kunne læse om andetsteds her i bladet, nemlig under formandens beretning på generalforsamlingen i Slangerup dette år.

Jeg skal på denne plads indskrænke mig til at berette om selve orglet, undersøgelserne af det og flyttedagene i april måned. Man kan ikke sige andet, end at det var en værdig opgave for Orgelselskabet at starte med: Et forsøg på at redde det sidste nogenlunde store Demant-orgel.

Den 26. januar i år foretog 4 af Orgelselskabets medlemmer, orgelbyggerne Knut Kaliff og J.H. Stellinger, samt Henrik Nørfelt og undertegnede, en recognosceringstur til Mariager for at gennemfotografere og opmåle orglet i store træk. Om muligt ville vi også forsøge at datere instrumentet nøjere. Vi vidste ikke stort andet, end at det var "bygget af Demant", rimeligvis omkring midten af forrige århundrede, og ombygget 1914 af A.C. Zachariasen.

Da vi stod overfor det smukt udførte spillebord med de nydeligt profilerede (korte) undertangenter og det skævt placerede og "korte" (C- pedal, havde vi nok på fornemmelsen, at det drejede sig om et af den ældre Demants arbejder.

Det var imidlertid ikke spor vanskeligt at kortlægge orglets historie, hvis man da ellers tør tro de opivsninger, som vi meget hurtigt fandt på indersiden af en af orgelhusets fyldinger. Her havde orgelbyggerne som skik og brug er gennem tiderne jjort deres optegnelser, der i dette tilfælde var ret udførlige. - Det fremgik således bl.a., at orglet var bygget 1858 af Peter Ulrik Frederik Demant, bælgeværket fra et tidigere orgel (hvilket? Vore ihærdige forsøg på at finde evnt. gamle vindkanaler gav desværre intet resultat) var blevet benyttet. Allerede i 1862 måtte det gamle bælgeværk restaureres, og i 1890 byggede Frederik Nielsen en ry kassebælg. 1866 har Johan Andreas Demant skrevet sin autograf, og i 1914 har A.C. Zachariasen renset værket og tilføjet pedalkobling til overmanualet. Samtidig udskiftedes dette manuals Trompet 8´ og Quint 2 2/3´ med henholdsvis en tysk fabriksobo 8´ og en Aeoline 8´. - Den oprindelige disposition måtte følgelig have været således:

Overmanual (C-f´´´)

Principal 8´
Fløjte 8´
Oktav 4´
Quint 2 2/3´ (senere Aeoline 8´)
Oktav 2´
Trompet 8´ (senere Obo 8´)

Undermanual (C-f´´´) Copula 8´

Gamba 8´
Fløjte 4´ Pedal (C-c´)

Subbas 16´

Oktav 8´
Tuba 16´

Koblinger:
manualkobling
(Pedalkobling til overmanual senere tilføjet)

Når man sammenligner det meget anselige kirkerum med det kun 12-stemmige orgels opbygning i et solidt Hovedværk og Pedal, næsten udelukkende bestående af relativt kraftige stemmer, + et dimunutivt "præluderværk", er det ikke langt fra, at betegnelsen "minikatedralorgel" falder een ind. Pengene har vel været få, men flot skulle det klinge. Dispositionen var enkel og logisk, men desværre fortegnede omdisponeringen i 1914 den oprindelige, klare ide. Skaden er dog ikke større, end at den ret nemt vil kunne gøres god igen.

Helt tilstrækkeligt til den store klosterkirke har orglet vel egentlig aldrig været, det synes imidlertid at passe besnærende godt til Dråby kirke, også arkitektonisk, men det er en ganske anden historie, som vi forhåbentlig om føje tid vil kunne bringe en "happy end" på.

De to manualværker er anbragt på samme sløjfevindlade, delt i en C- og en Cis-sektion umiddelbart bag de tonende facadepiber. Bagest i orgelhuset er pedalets piber placeret på en mekanisk keglelade, en for et dansk orgel på den tid temmelig avanceret vindladekonstruktion. Den håndværksmæssige standard er af høj klasse, og når man betænker, at der faktisk aldrig har været gjort noget alvorligt ved det tekniske, er orglets stand ikke værst. En del gennemstik og raslen af den ugarnerede mekanik kan vel ikke siges at være unaturligt efter mere end 110 års drift.

Rent klangligt har orglet sit største aktiv i et meget smukt klingende principalkor, ganske frisk intoneret på næsten "fuld vind". Fløjte 8´ har åbne træpiber, fløjte 4´ af metal har dækket bas og åben diskant, og Oktav 8´ er helt igennem at træ. Vindtrvkket er overalt 85 mm., og ekspressioner findes ikke på det gamle labialværk.

Pedalets "Tuba" påkaldte sig særlig interesse. Den er et basunlignende register med trælydbægre og kehler af en konstruktion, der ligger tæt op ad Marcussen & Reuters. Klangligt synes den mærkeligt nok ikke at have meget tilfælles med gængse 1800-tals pedalrørstemmer. De toner, der ikke var gået i vinterhi, afslørede en egen behersket og overtonerig klang, der i højere grad ledte tanken hen på noget i retning af en renaissancebasun.

Bevæbnede med disse nye erfaringer og stærke i troen på, at dette instrument virkelig fortjente at blive bevaret, forberedte vi os i den kommende tid på orglets nedtagning. - Denne indledtes med at fabrikant Mogens Oacht og undertegnede mandag morgen d. 19. april indfandt sig i klosterkirken for at forevige orglets sidste toner i dette akustisk så vidunderlige rum.

Seancen afsluttedes med P. Heises orgelkoral over "Nu hviler mark og enge", komponeret netop i orglets byggeår. Ved middagstid ankom organist Henrik Nørfelt, konservatorerne Lucien Hecklen og Skjold Lund fra Nationalmuseet, samt orgelbygger Einar Dall fra Bruno Christensen & Sønner, der af Dråby menighedsråd var udset til at foretage restaureringen af orglet, og den egentlige demontering kunne begynde.

Piberne blev taget ud og fordelt på bænkeraderne i kirken for senere at blive pakket i kasser. Orgelhusets rammeværk og fyldinger, alle mekaniske dele, kondukter og meget andet mærkedes og numrnereredes omhyggeligt, alt under flittig støvsugning af vel op mod 60 års snavs.

De fleste dele kunne nemt fires ned i kirken over pulpiturkanten, medens vi hele tiden med bæven så frem til nedtagningen af ikke mindst den noget store pedalvindlade og den vældige, i håndværksmæssig henseende overordentligt imponerende, 3-dobbelte kassebælg fra 1890. Bælgeanlægget var iøvrigt efterhånden kommet til at ligne en sand Storm-P.-konstruktion; en nyere vekselstrømsmotor drev med et kileremstræk den først tilbyggede jævnstrømsmotor + blæser. En af kassebaægene fungerede som magasinbælg, via et nonchelant påsømmet brædt og snoretræk forbundet med en rulleventil. Kassebælgen var placeret i et tårnkammer, der adskiltes fra orgelpulpituret af en muret væg med en meget snæver dør. Efter først at have overvejet at nedbryde muren, besluttede vi i stedet at slå bræddevæggen bagtil mod det høje tårnrum ud, for med taljer at sænke de tunge dele ned ad den vej. Disse manøvrer foregik for en svækling af en spillemand at se ikke uden en vis dramatik med orgelbvgger Dall som stærk mand, til tider svævende mellem himmel og jord.

Medens vi pustede ovenpå anstrengelserne og ventede på vognmanden, havde vi rig lejlighed til at gentage den gamle undren over, hvor meget et orgel egentlig fylder i demonteret tilstand; det var næsten lykkedes os at beslaglægge hele kirkens gulvplads op til koret! - Endvidere måtte vi undre os over, at nedtagningen var blevet klaret på så kort tid. Der var gået små 2 1/2 dag, og vi havde haft et glimrende og fordrageligt samarbejde. Deri samme undren deltes også af menighedsrådet i Dråby, hvem det vist kom lidt bag på, at vi allerede den 22. om morgenen stod med 1 1/2 lastvogn orgeldele for at læsse af ved den gamle rytterskole.

Vi blev dog overordentlig venligt modtaget af rådets formand, fru Ellen Nielsen, der sørgede for svalende genstande og senere for en solid middag på en nærliggende kro.

Da det viste sig at pladsen i den gamle skole alligevel ikke slog til, blev der hurtigt sørget for ekstra opmagasineringsplads i en lade nær kirken. Helt ideel i klimamæssig henseende er denne opbevaring dog ikke, og bl.a. derfor er det vigtigt, at vi hurtigst muligt kommer videre. - Og der er grund til at glæde sig, for med genopstillingen har vi endnu det mest spændende kapitel tilgode.

Kilde:www.mariagerkirke.dk